Danmarks fodboldmuseum

Danmarks Fodboldmuseum er etableret med henblik på at bevare den danske fodboldarv ved at have en permanent udstilling om dansk fodbolds historie og dens personligheder.

Planen er, at Danmarks Fodboldmuseum skal åbne den 26. juni 2017 på 25 års dagen for den største triumf i dansk fodbold nogensinde.

Fodbold er en del af den danske kulturarv.

Generation efter generation af danskere har haft et forhold til fodbolden, enten ved selv at have spillet, igennem deres yndlingsklub, som de har fulgt i medgang og modgang, eller ved på TV at have fulgt landsholdet i afgørende kampe.

Alle danskere over 30 år husker givetvis, hvor de var hin mindeværdige dag den 26. juni 1992, da Danmark besejrede Tyskland 2-0 i EM-finalen i Sverige, ligesom generationen før dem erindrer hvor de var, da Henry From reddede det ungarske straffespark i OL-semifinalen i 1960 i Rom.

I betragtning af hvor mange museer, der er i Danmark, er det forbavsende, at der ikke findes et om nationalsporten.

Danmarks Fodboldmuseum er etableret netop med henblik på at bevare den danske fodboldarv ved at have en permanent udstilling om dansk fodbolds historie og dens personligheder.

Det er ligeledes hensigten, at museet løbende sikres en alsidig og væsentlig bredde i erhvervelsen af effekter, genstande, papirer og arkivalier om dansk fodbold, som har en historisk kildeværdi, og at museet stiller alle disse effekter og arkivalier til rådighed for forskning og kulturformidling for såvel samtiden som eftertiden.

Hidtil er der i Danmark ikke foretaget en officiel systematisk og bred indsamling i relation til fodbolden. Vi mener, det skal ske nu, hvis ikke den danske fodboldhistorie skal gå tabt for eftertiden.

Der er to hjørnestene i projektet:

Museum
Et fysisk fodboldmuseum i et lokale ved Ceres Arena med en permanent udstilling om dansk fodbold med udstilling af genstande og fortællinger.

Videnscenter
En samling af ikke-udstillede effekter, et fodboldbibliotek og andre fodholdarkivalier, som skal stilles til rådighed for historikere og andre interesserede.

Vi efterlyser

Har du selv, eller har du kenskab til nogen, der ligger inde med effekter, som kan bidrage til Danmarks Fodboldmuseum, hører vi meget gerne fra dig? Med din donation vil du være med til at bevare den danske fodboldarv for eftertiden.

For at kunne beskrive fodboldhistorien og fodboldkulturen i bred forstand, efterlyser vi effekter, genstande og tryksager af stor variation, som det fremgår af listen herunder.

Se hvad vi efterlyser her

Danmarks Fodboldmuseum efterlyser blandt andet:

  • Effekter fra fhv. landsholds- og divisionsspillere, fodboldledere og -trænere, såsom scrapbøger, trøjer og dragter, præmier, medaljer, nåle og emblemer, fanbreve, kontrakter, fodbolddagbøger og andet kildemateriale fra deres fodboldliv
  • Gamle klubtrøjer, dragter og beklædning af historisk relevans
  • Private video- og smalfilmoptagelser fra fodboldkampe, fodboldrejser og fodboldbegivenheder, dvd’er om fodbold
  • Gamle fodboldstøvler, fodbolde, benskinner, knæbeskyttere, boldpumpe og andre fodboldrekvisitter
  • Telegrammer, breve og korrespondance sendt til og af fodboldspillere og klubber
  • Vimpler af historisk relevans
  • Fotografier, fotoalbums om fodbold
  • Scrapbøger om fodbold samlet af fans/privatpersoner
  • Personlige fodbolderindringer fra fhv. divisions- og landsholdsspillere
  • Personlige fodbolderindringer fra fhv. trænere og ledere med mange års anciennitet, både på topniveau og serie- og ungdomsniveau
  • Programmer (gerne samlinger) fra klub- og landskampe, turneringer og stævner
  • Fodboldspil, såvel bræt/bordspil som computerspil, nye som gamle
  • Klubarkivalier
  • Private samlinger og arkiver om fodbold
  • Gamle billetter fra fodboldkampe
  • Danske fodboldbøger, fodboldblade, årbøger og håndbøger, nye som gamle
  • Udenlandske fodboldbøger, fodboldblade, årbøger og håndbøger, nye som gamle
  • Fodboldinstruktionsbøger, -lovbøger, -turneringsplaner og -regler, f.eks. gamle udgaver af ”Love for Association-Fodbold”
  • Samlebilleder og samlealbums, både danske og udenlandske
  • Fodboldsamleobjekter generelt
  • Fodboldklubbers jubilæumsskrifter
  • Effekter med relation til fans
  • Fanblade (fanzines), nye som gamle, for klubber og spillere
  • Medlemsblade for fodboldklubber/foreninger
  • Årbøger fra fodboldklubber og forbund
  • Årsberetninger og -regnskaber fra fodboldklubber og forbund
  • Autografbøger, autografsamlinger med fodboldspillere
  • Effekter og kildemateriale med relation til dommerstanden, herunder afregninger, korrespondance osv.
  • Gamle fodboldplakater og brochurer
  • Souvernirkataloger, danske som udenlandske, nye som gamle
  • Gamle kataloger, brochurer og plakater fra sportsudstyrsfirmaer som Hummel, Adidas, Puma, Select, Patrick, Nike, Umbro, Lotto, Admiral, Reebok, Stylo, Diadora, Kelme, Asics, Gola, Mitre, Kingswell, Lockey , Sykes m.fl.
  • Kataloger og brochurer fra gamle sportsforretninger, som Sportsmagasinet F.I.B. (Foreningen til Indkøb af Boldspilrekvisitter) (Amagertorv 11), Stadion Sport, Poul Holm (Silkegade 11), Lerches Sportsmagasin, Dansk Fodboldindustri (Brigadevej 12) mv.
  • Medaljer, præmier og diplomer af historisk relevans
  • Fodboldklistermærker
  • En gammel kridtmaskine til opstregning af fodboldbane (!)

Ønsker du at bidrage til museet, bedes du kontakte enten:

Hvem står bag

Frits Ahlstrøm kontaktede DBU i 2006 om etableringen af et fodboldmuseum, og siden er der blevet arbejdet på projektet. Der kom dog først gang i det, da Aarhus By og AGF blev involveret i maj 2013.

Initiativet til Danmarks Fodboldmuseum blev taget i slutningen af 2014 af en arbejdsgruppe bestående af:

  • Frits Ahlstrøm, tidligere pressechef i UEFA og DBU og sportsredaktør på dagbladet Politiken
  • Ole Hall, sportslig administrator i AGF
  • Steffen Olesen, formand for AGF’s fodboldafdeling
  • Jacob Nielsen, direktør i Aarhus Elite A/S

Opbakning

Danmarks Fodboldmuseum har modtaget støtteerklæringer til museets etablering fra følgende: